Århus som modelkommune på børnekulturområdet:
Søge spor – Sætte spor
– med fokus på børn og arkitektur
Århus kommune er udvalgt som modelkommune på børnekulturområdet med børn og arkitektur som omdrejningspunkt. Udvælgelsen er foretaget på baggrund af ansøgningen Søge spor – Sætte spor som sætter fokus på udvikling af formidlingsmetoder inden for børn og arkitektur gennem den lokale kulturarv og inddragelse af børn i alle aldre og deres syn på byen. Derfor skal Børnekulturhuset i Århus i samarbejde med landsforeningen Børn, Kunst og Billeder i de næste to år afprøve forskellige modeller og udvikle projekter om børn og arkitektur.
Projektet sigter på at udvikle formidlingsformer inden for arkitekturområdet, der baserer sig på aktivering og stimulering af børnenes sanser i et samspil mellem leg og læring. Der er bevilliget støtte fra Børnekulturens Netværk til et toårigt forløb. Projektet er udviklet i forlængelse af overvejelser om at sætte særlig fokus på arkitektur og design i Århus Kommunes kommende kulturpolitik for 2008 – 2011.
Med projektet Søge spor – Sætte spor ønsker man at indhente erfaringer fra forskellige målgrupper. Det kommer bl.a. til udtryk i projektet Bydetektiverne, der er et delprojekt i modelkommuneforsøget. Dette projekt støttes af kulturarvsstyrelsen, og gennemføres ligesom modelkommuneforsøget i samarbejde med landsforeningen for Børn, Kunst og Billeder. I Bydetektiverne er hensigten, at børnene har forskellig bopæl i kommunen og forskellig etnisk og social baggrund. Der fokuseres på de tre temaer i tre forskellige byrum: Lokale byrum, midtbyrum og ghettorum. Med byen som projektets omdrejningspunkt sigtes der mod at indsamle og udveksle erfaringer mellem børn fra forskellige lokalområder i kommunen. Det er formålet at børn og unge gennem kendskab til deres egen bydel og andre børns bydele udvikler viden om byens kulturhistoriske og æstetiske ressourcer.
”Bydetektiverne” der er inspireret af et succesfyldt norsk projekt, afvikles allerede i dette efterår. Bydetektiver er en betegnelse for de børn, der i forbindelse med projektet får til opgave at gå på jagt efter arkitektoniske spor i deres egen bydel. Bydetektiverne optræder senere i rollen som børneguides, når de skal formidle indtrykket fra deres bydel til børnene fra de andre dele af byen. Bydetektiverne udvikles i samarbejde med fagfolk inden for arkitekturområdet og en masse børn og undervisere fra forskellige skoler.